Heksen
1641,en novembermorgen.Tågen smyger sig om Ribe byog om domkirkens klokketårn.Tunger af ildunder horisontens mørke skyog hanerne galerover Ribe by-og klokkerne, de ringer.
Alle sognets klokker ringer,ringer for en ny dag.Det er idag at heksen skal brænde,brænde på sin stag.Vognene skumler gennem byenover broen ud over engens græsde kører ned til bålet,der er betalt for toogtyve læs-og klokkerne, de ringer.
Og så kommer kærren ud,kærren hvor hun står,medens vinden blæser,blæser i hendes hår.Hun har været på pinebænkenhvor hver tap i hjulet tæller tiden ned,der hvor helvedeer en evighed.-og klokkerne, de ringer.
Heksen skal brænde! Heksen skal brænde!Hun hører stemmerne, hun seralle disse ansigter som hun kendtemen ikke kender mer.Hun har været på pinebænkenhvor hver tap i hjulet tæller tiden ned,der hvor helvedeer en evighed-og klokkerne, de ringer.
Der bliver stille, bålet knitrerog røgen driver sorthen over mængden der står og stirrerind ad helvedes port.Så spredes de,båndet der bandtbrister som ved et trylleslagog der er et stort hul midt iblandt demsom alle flygter fra- og klokkerne, de ringer.
Så kalder domkirkens klokkerog alle søger derhentil et sted hvor fælles skyldbli'r til fælles retfærd igen.Og kirkens klokker, de ringersjælene ind i sit favntagog over de bøjede hovedervelsigner præsten denne dag-og klokkerne, de ringer.