Ramund Hin Unge
Ramund var sig en bedre mandom han havde bedre klæderDronningen gav hannem klæder på standaf blågarn, bast og læder"Sådant vil jeg ikke ha," sagde Ramund."Sådant står mig ikke bra," sagde Ramund hin unge
Ramund gik sig ved salten søstrandder så han syv jætter stande"Tager jeg Ramund på min mindste håndog kaster ham langt fra lande""Det gør ikke ene du," sagde Ramund"I må komme alle syv," sagde Ramund hin unge
Ramund tog til sit dyre sværddet han kaldte dymlingen rødeHug han de jætter syv med en færdat blodet randt dennem til døde"Der ligger alle syv," sagde Ramund"Alt står jeg her endnu," sagde Ramund hin unge
Kejseren ud af vinduet såmed angst og sorrigfuld mine"Hvo er den mand, i gården mon ståog der så hæsselig grine?"Det er mig, jeg har lyst," sagde Ramund"Med dig at vov' en dyst," sagde Ramund hin unge
Ramund tog til sin store knivden han kaldte dymlingen dyreSkilte han kejseren ved hans livat hovedet fløj femten mile"Jeg mente den ej bed," sagde Ramund"Dog rinder blodet ned," sagde Ramund hin unge