Sønner av Norge
Sønner af Norges det ældgamle Rige,Sjunger til Harpens den festlige Klang!Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige,Fædrenelandet indvies vor Sang.Fædreneminder herligt oprinder,Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.[a]Svulmende Hjerter og glødende KinderHylde det elskte, det hellige Navn.
Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,herlig den skuer vort Fædrelands Glands;Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,Vandre til Ledingefærd[b] som til Dands.Mandige Skarer Bølgen befarer,Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarerArvede Frihed med modige Bryst.
Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,Medens de stande i kjæmpende Rad[c],Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,Riste i Runer de herligste Qvad.Konninger bolde Scepteret holde,Røgte med Viisdom det hellige Kald;Gjennem Aarhundreders Nat deres SkjoldeGjenstraale klart i Erindringens Hal.
Oldtid! du svandt; men din hellige FlammeBlusser i Nordmandens Hjerte endnu:End er af Æt og af Kraft han den Samme,End staaer til Frihed og Ære hans Hu;Og naar han kvæder Norriges Hæder,Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;Ham er selv Sydens de yndigste StederIntet mod Norriges sneedækte Kyst.
Frihedens Tempel i Nordmandens DaleStander saa herligt i Lye af hans Fjeld;Frit tør han tænke, og frit tør han tale,Frit tør han virke til Norriges Held.Fuglen i Skove, Nordhavets VoveFriere er ei end Norriges Mand;Villig dog lyder han selvgivne Love,Trofast mod Konning og Fædreneland.
Elskede Land med de skyhøie Bjerge,Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.Evig du stande, elskte blandt Lande!Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,Stedse du voxe i Hæder og Held!